Historien bag Storhaven

Sådan startede det…

Solveig og Henning flyttede sammen på Storhavegård i år 2000. For ti år siden overtog de det lysestøberi, der var på gården i forvejen. Siden er der kommet meget andet end lys i butikken!

Hvert år har er der kommet en lille smule nyt til gården. Nye produktioner, nye børn, nye bygninger eller nye dyr. De fastboende på gården er Solveig og Henning. deres to piger, Ane og Sigrid på 14 og 16 år er begge på efterskole i Tinglev, men hjemme alle ferier.

Storhavens egen Solveig

Solveig

Solveig er Læsøfruerne på mere end en måde. Hun står op før alle andre og nyder stilheden før hanen galer.

Solveig startede med at lave økologisk sæbe i år 2006. Som sygeplejerske var det især saltrestlagen og de mange slags tang omkring Læsø, der vakte nysgerrigheden. Siden har Solveig været på kurser og læst sig gennem alverdens tykke bøger om produktion af sæbe, creme og salver. Det blev starten på Læsøfruernes omfattende hudplejeserie, der er udviklet i samarbejde med biolog Karin Krogstrup og Sumo Lotus.

Solveig står også for butikken

Mød Henning - Henning maler selv Læsø melet til dig

Henning

Henning sørger for at alle dyr og gæster i Storhaven har det godt.

Han er uddannet landmand, og da hans livret er nybagte boller med tandsmør, byggede han i 2006 en stubmølle og startede Læsø Bagemel.

Henning arbejder også som tækkemand og har de senere år beskæftiget sig med Læsøs tangtage, som er i svært forfald. Han har lært sig og sine hjælpere håndværket at tænge med tang på ny. Du kan se meget mere om tang husene her.

Ispigen Kirsten fra Læsø IS

Kirsten

Ispigen Kirsten står for produktionen af en stor del af de mange fristende lækre Læsø is du kan købe i isbaren. Du kan også møde hende når du lader dig friste og bestiller en vaffelis eller hvis du har spørgsmål til alt fra smage til evt. allergier som der skal tages hensyn til.

Kirsten har været på “is universitet” i Italien for at blive klogere på hvordan man producerer de bedste sorbeter og mælkebaserede is man kan fremstille. Derfor vil du opleve, at der er ofte er nye typer is i kølemontereren når du kommer.